before

39 jobs skabt på én aften i Faaborg

30. maj 2022


“Man kan godt overleve uden et arbejde – men man lever bedre med et arbejde.”

Sådan lød det fra en af de jobsøgende, der var på scenen, da Code of Care Faaborg-Midtfyn i samarbejde med en række partnere afholdt Middag med Mening på Restaurant Klinten i Faaborg.

Til Middag med Mening samler Code of Care de lokale virksomhedsledere, og inspirerer dem til at tage socialt ansvar ved at ansætte mennesker i småjobs. Mennesker, der ellers står på kanten af arbejdsmarkedet, og kan have svært ved at komme ind, på grund af fysiske, psykiske eller sociale udfordringer.

Og udover, at lige omkring 100 virksomhedsledere og jobcentermedarbejdere mødtes til en fantastisk sommeraften med smuk udsigt, så blev der skabt 39 jobåbninger i løbet af aftenen. Jobåbninger, som det lokale jobcenter endda lynhurtigt greb og skyndte sig at udbyde til kommunens ledige.

Som prikken over i’et var der tre jobsøgende med til arrangementet, som var modige nok til at stille sig op på scenen og fortælle om hvad det vil betyde for dem at få et job. Og efterfølgende var der flere virksomhedsledere, der blev interesserede i at tilbyde dem en stilling.

Se mere om det i videoen her.