Mere end bestået: Lovede 230 småjobs – har skaffet 950
27. maj 2020
Code of Care anerkendt for organisationens arbejde
Politikerne på Christiansborg har sat fokus på virksomhedernes sociale ansvar og har nu, på baggrund af Code of Cares jobresultater, tildelt over 7 millioner kroner til organisationens arbejde.
Code of Care arbejder for at udbrede det sociale ansvar til endnu flere virksomheder med det formål at sikre beskæftigelse til mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer i livet.
”Vi er utroligt glade og stolte over at Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering har set på det arbejde vi udfører og givet os denne opbakning,” udtaler sekretariatschef Lone Østergaard. ”Med midlerne har vi lovet at involvere virksomhedsledere i at udvikle og igangsætte initiativer, som skal øge antallet af beskæftigede inden for målgruppen af sårbare mennesker. Styrelsen har set de resultater, som vi har skabt siden vi etablerede Code of Care i 2011, og bedt os udvide det til hele Danmark.”
Stolt stifter af Code of Care
Peter Nørgaard har stor erfaring med at inkludere mennesker, som har svært ved at passe et almindeligt 37 timers job, i virksomheden Creativ Company. Organisationen Code of Care bygger videre på de erfaringer og udvikler nye veje ind på arbejdsmarkedet. ”Det er en stor ære at få tildelt ressourcer til at arbejde videre for, og vi vil gøre os umage for at leve op til anerkendelsen,” giver Peter Nørgaard udtryk for. ”Vi kan nu udvide organisationen og udbrede vores arbejde til flere dele af landet, og det er der brug for. Vi har et velfærdssamfund, hvor vi har en halv million mennesker på offentlige ydelser. Det er menneskeligt spild og derfor skal vi skabe plads i vores virksomheder til dem. Vi har mange forskellige små opgaver, som kan stykkes sammen til en småjob. Det handler om at finde den menneskelige og finansielle balance i virksomhedens strategi”.
Actionskabende Task Forces
Code of Care er i dag etableret i 10 forskellige kommuner og allerede nu er 4 nye kommuner på vej til at opstarte Task Forces bestående af iderige og actionorienterede virksomhedsledere, jobcentrets ledelse og Code of Care. ”Det potentiale, der ligger i at involvere alle parter og sammen skabe innovation på området, det viser sig at skabe resultater i form af øget socialt ansvar, flere i job og for jobcentrets side en stærkt virksomhedsrettet indsats,” siger udviklingschef Tommy Wølk. ”Styrelsen pointerer at vi har sat ambitiøse succeskriterier, har en skalerbar indsatsmodel og aktiviteter der virker, så med den baggrund, så glæder vi os til at endnu flere virksomheder ser værdien af at ansætte mennesker med udfordringer i livet – for det enkelte menneske, virksomhedens og samfundets skyld.”
Puljemidlerne, som er tildelt Code of Care, er øremærket til at skabe job gennem virksomhedernes engagement i det sociale ansvar ud fra tanken om at ”socialt ansvar er et fælles ansvar”.
Faktabox:
– Code of Care er etableret i 2011.
– Organisationen faciliterer Task Forces i Greve, Fredericia, Hedensted, Norddjurs, Favrskov, Skive, Viborg, Struer, Thisted og Holstebro med flere på vej.
– På hovedkontoret i Holstebro er der i dag beskæftiget 10 medarbejdere.
– Puljemidlerne fra Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering er øremærket til at skabe job gennem virksomhedernes engagement i det sociale ansvar.
– Et småjob er beskæftigelse på ordinære vilkår i mindre end 37 timer.
Holstebro Dagblad har skrevet en fin artikel om Code of Cares anerkendelse – klik og læs den her