Morgenkaffe med mening i Code of Care Task Force Viborg
26. januar 2021
Tak for et godt morgenmøde i Code of Care Task Force Viborg i januar 2021.
Her var der blandt andet kig på resultater og målpunkter for indsatsen og oplæg omkring arrangementer, hvor unge møder erhvervsmentorer. Mødets fokus var især, hvordan unge går direkte fra at være ledige til at være i job.
Fire unge fortalte under mødet om deres oplevelser med at få arbejde, og hvad det har givet dem. En af dem var Sarah.
– Jeg ville gerne ud og føle, at jeg kunne bidrage med noget, fortalte 21-årige Sarah om sit ja til arbejde med at spritte busser af lidt over seks timer om ugen. Hun søger lige nu endnu mere arbejde.
– Jeg er ikke kræsen, understregede hun senere, da snakken faldt på andre muligheder. Det handler nemlig for Sarah om at føle, at hun får noget ud af sin dag og opkvalificerer sig. Derfor har hun også været i praktik hos en frisør, i landbrug og i et malerfirma.
Drømmen er at komme ind på frisørskolen. Indtil da ønsker hun at fylde sin hverdag ud med arbejde.