before

Pernille aflaster Børge, så han har mere tid til at være chef

25. juli 2022


Interesseorganisationen Code of Care har samarbejdet med Faaborg-Midtfyn Kommune og de lokale virksomheder i halvandet år om at skabe småjobs til folk, der ikke kan arbejde på almindelige vilkår. Og på den tid er det blevet til ikke mindre end 100 småjobs. Et af dem er gået til Pernille Venø, der før hun fik job, var i systemet i 7,5 år.

– Det handler om at se ressourcer og kompetencer – ikke begrænsninger.

Så enkelt kan Børge Fugl Hansens erhvervsfilosofi forklares. Han er leder af demensplejehjemmet Lykkevalg i Korinth i Faaborg-Midtfyn Kommune, som for en måneds tid siden sagde goddag til en ny medarbejder: 33-årige Pernille Venø. Hun arbejder på plejehjemmet 3,5 timer tre dage om ugen i en fleksjobsstilling, som blev oprettet efter, at Pernille og Børge mødte hinanden til et Code of Care-arrangement.

Dermed er Pernilles jobkontrakt en af de i alt 100 af slagsen, som Faaborg-Midtfyns jobcenter har kunnet underskrive siden Code of Care oprettede en Task Force i kommunen i januar 2021.

– Jeg er virkelig glad for at være her, og det er skønt at være en del af en arbejdsplads igen, siger Pernille Venø.

Tid til kerneopgaverne

For nogle år siden fik Pernille nemlig konstateret sklerose, hvilket gør, at hun er nødt til at have et skånejob, hvor hun blandt andet skal kunne skifte arbejdsstilling og på andre måder tage hensyn til sit helbred. Det, og så det faktum, at hun har både dreadlocks og masser af synlige tatoveringer, mener Pernille er årsagen til, at det har taget hende 7,5 år at få et job.

– Jeg tror mange arbejdsgivere bliver skræmt væk af en som mig, for hvad er det lige en skånestilling er, og hvad skal arbejdspladsen gøre? Og der er ikke mange, der har en ledig stilling på 3,5 timer tre dage om ugen, siger hun.

Børge ser ikke hendes hår eller tatoveringer.

– Eller, jeg ser dem jo, men jeg ser dem ikke. Jeg ser mennesket og de kompetencer hun har, og dem kan vi bruge her, siger han.

Pernille er uddannet i butik samt make up-artist, og har derudover erfaring med administrative opgaver. Til Code of Care-arrangementet Middag med Mening gik Pernille på scenen foran alle virksomhedslederne for at fortælle om sine kompetencer, og hvad hun søgte i et job – og det viste sig, at det var lige det, Børge gik og manglede på plejehjemmet.

– Vi ved, at wellness gør en stor forskel for de ældre, så hendes kompetencer indenfor det kan vi bruge. Og jo mindre tid jeg skal bruge på administrativt arbejde, jo mere tid kan jeg bruge på at lede og udvikle centret her, både for beboerne og for medarbejderne.

Så Pernille aflaster Børge med de administrative opgaver, og skal på sigt lægge make up på beboerne for at give dem et frisk pust i hverdagen. Dermed bliver Børge og de andre medarbejderes tid frigivet til specialistopgaverne, som netop er det Code of Cares vision er.

– Det giver mening for beboerne, og det giver mening for os. Og så synes jeg også, vi har et ansvar som offentlig institution at tage socialt ansvar, siger Børge Fugl Hansen.

Nåede målet

Code of Care startede en Task Force op i Faaborg-Midtfyn Kommune i starten af 2021 i samarbejde med kommunen og jobcentret. Samarbejdet går ud på at få de lokale virksomheder til at tage socialt ansvar ved at ansætte folk på nedsat tid i småjobs, og i Faaborg-Midtfyn Kommune var målsætningen klar: Der skulle skaffes 80 jobs til mennesker med skånehensyn inden sommerferien 2022.

Den målsætning blev hævet igen tilbage i maj måned i år, da der til et Code of Care-arrangement i Faaborg blev skaffet så mange jobs, at de 80 allerede var nået.

Nu lød målet på 100 jobs – og det lykkedes den 7. juli, da jobcentret i kommunen underskrev jobkontrakt nr. 100 på to år.

– Så samarbejdet overstiger alle forventninger, og vi har nået vores målsætning hurtigere, end vi troede. Det er gået stærkt, og det er skønt at se så mange virksomheder tage socialt ansvar, lyder det fra borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager.

Økonomisk og menneskelig effekt

De 100 underskrevne jobkontrakter betyder, at 100 borgere, der af forskellige årsager ikke kan varetage et job på 37 timer, alligevel kan komme ind på arbejdsmarkedet og få et meningsfuldt job.

Code of Care samarbejder med kommuner, jobcentre og virksomheder om at nedsætte Task Forces, der har til formål at finde småjobs i virksomheder, som kan klares på færre timer end fuld tid. Det kan eksempelvis være administrative opgaver, rengøring eller andet forefaldende arbejde, der gør, at specialisterne kan koncentrere sig om deres kerneopgaver, mens småjobberne løser de andre opgaver. Det frigiver altså tid i virksomhederne samtidig med, at det hjælper mennesker, der gerne vil bidrage på arbejdsmarkedet, med at komme ind i et job de kan holde til.

– Så det har både en økonomisk og en menneskelig effekt, og vi er virkelig glade for vores samarbejde med Code of Care, konkluderer Hans Stavnsager.

Han roser samtidig det lokale erhvervsliv for at tage godt imod konceptet, hvor visionen er, at alle kan noget og kan gøre en forskel – det er bare ikke alle, der kan gøre det på fuld tid.

– Det viser også, at vi har et godt netværk mellem virksomheder og kommunen, og at vi har en fællesskabsfølelse, hvor alle byder ind for at kunne hjælpe. Det er en ren succeshistorie, lyder det fra Hans Stavnsager.