before

Er du virksomhedsleder?

Så har du her muligheden for at finde din nye dedikerede medarbejder – og samtidig tage socialt ansvar.

Care for Young er Code of Cares nyeste udviklingsprojekt, der har til formål at mindske arbejdsløshed blandt unge samt få flere unge til at tage en uddannelse.

I Care for Young vil unge mellem 17-24 blive tilknyttet erhvervslivet og få succesoplevelser via blandt andet mentorordninger, der vil klargøre dem til at komme videre ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Kendetegnet for de unge i projektet er, at de alle er uddannelses- eller jobparate, men kan være udfordrede psykisk, fysisk eller socialt.

De er motiverede til et indholdsrigt liv med arbejde eller uddannelse – de skal bare have kærlig støtte med på vejen. Det får de hos os – og forhåbentlig hos dig!

Hvordan kan du hjælpe?

Virksomheder i Holstebro kan tilbyde de unge arbejde på to forskellige måder:

Lynjob: En kortvarig opgave på et begrænset antal timer. Disse kan bestilles på forhånd, men også opstå på selve dagen, hvor der er behov. Det kan f.eks. være oprydning på lager eller status, tømme en container eller pakning af produkter.

Småjob: Ansættelse af en ung, startende på få timer ugentligt, men måske med mulighed for at øge antallet af timer med tiden. Det kan f.eks. være tømning af opvaskemaskinen i kantinen, oprydning efter eller klargøring til møder, vedligehold eller andet. Et småjob består som regel af opgaver, som virksomheden ser værdi i at en ung kan varetage for at der frigives tid, så specialisterne kan koncentrere sig om deres kerneopgave. Virksomhederne ansætter de unge, og aftaler i samarbejde med dem og Care for Young antallet af timer og arbejdsopgaverne.

Vi vil give de unge troen på, at de godt kan, for det tror vi på. Vi accepterer ikke menneskeligt spild, og alle mennesker har værdi. Nogen skal bare have lidt hjælp til selv at tro på det.

De unge vil bruge vores café i Holstebro, Café Care, som træningsarena til arbejdslivet. Her vil de få vagter, ansvar og tilknytning til erhvervslivet. Vores koordinatorer, samt de ansatte i caféen, vil støtte op om de unges sociale og faglige kompetencer.

Alt sammen med det formål at de unge i Care for Young skal kunne tage en studieplads eller påtage sig et job i en virksomhed, når de er klar til det.

Hvad så nu?

Har du et Lynjob eller et Småjob til en eller flere unge i din virksomhed, og vil du gerne hjælpe et ungt menneske på vej videre i livet? Så kontakt Care for Young i dag.

Vi glæder os til at høre fra dig!