Event i Struer – Maddyst med Mening

Virksomhedsledere fra Code of Care Struer afholdt Maddyst med Mening, hvor Struer Kommunes borgmester Niels Viggo Lynghøj og byrådsmedlemmer var inviteret til en snak om socialt ansvar og småjobs.

Gode samtaler i køkkenet

Der var god gang i snakken over gryderne, da virksomhedsledere, byrådsmedlemmer og borgmesteren kæmpede om æren og trofæet ved Maddyst med Mening. Madlavningen blev dirigeret af Casper Frederiksen fra Grand Hotel i Struer, og debatterne tog udgangspunkt i debatspørgsmål forberedt af virksomhedslederne fra Code of Care Struer.

Kuno Nygaard, K.N. Tagdækning, Henrik Steiner, Sicatech, samt Tommy Wølk, Code of Care, indledte aftenen med at lægge op en debat om fremtiden i Struer Kommune – og så gik maddysten ellers i gang.

Undervejs, når de tre hold havde mulighed for det, satte de sig for at debattere socialt ansvar i virksomhederne og i Struer Kommune, samt hvordan der fremover kan samarbejdes om visionen “Med slagkraftig handling skaber vi social forvandling”

Trofæet

Trofæet er næste en historie for sig. Den er lavet af Vivian Stokholm, fra SQ Skilte, i 3D print. Trofæet forestiller tænkeren, samt en puslespilsbold i tre forskellige farver, hvor tre brikker mangler at blive sat på.

Om trofæet forklarer Vivian Stokholm:

“Han sidder der og tænker: hvad kan vi gøre for, at få alle brikker til at hænge sammen. Og i tre forskellige farver, som symboliserer at vi jo er forskellige, virksomhederne, kommunen og de borgere, som skal i arbejde”.

Foto: Ann-Karina Skyt

En borgmester fuld af beundring

Ved arrangementet deltog også flere byrådsmedlemmer samt Niels Viggo Lynghøj, som er fuld af beundring over virksomhederne i Struer Kommune, der gør en indsats for at etablere småjobs:

“Det er godt for de borgere i Struer Kommune, der får et småjob – det er godt for virksomhederne, som for nogle mennesker ind, som kan lave nogle arbejdsopgaver, som måske ikke blev lavet på den pågældende virksomhed – og det er godt for Struer Kommune, der får nogle af vores borgere i gang med at få en tilknytning til arbejdsmarkedet på et givet niveau”

I videoen nedenfor kan du opleve lidt af det hektiske køkken og de gode debatter