Med stort organisationskendskab, erhvervserfaring og et stærkt fokus på inklusion overtager Dorte Zacho formandsposten og sætter kurs mod Code of Cares næste kapitel.
Pr. 8. juni 2026 har Code of Care fået ny formand. Dorte Zacho, ejer i SMV360* overtager formandsposten efter Ole Mogensen.
For Dorte Zacho er det en klar rød tråd, der fører hende til formandsposten:
“Jeg tror, der ligger rigtig meget i at have en baggrund, som har omhandlet, hvordan jeg selv har fået unge mennesker ud i et samarbejde med mange kommuner – at vi har en fælles samfundsopgave i at løfte flere på kanten af arbejdsmarkedet ind i virksomhederne. Og der er Code of Care bare en super god organisation, som bygger ind i det her”.
Dorte Zacho er ikke ny i organisationens univers – hun var med, da Code of Care lancerede sin første Task Force i 2012 og har siden fulgt arbejdet tæt. Hun har tidligere været direktør i BM Silo og er nu formand for uddannelses- og arbejdskraftudvalget i SMV Danmark samt Necto, der arbejder med mental sundhed og trivsel i små og mellemstore virksomheder.
Flere ben at stå på
Som noget af det første vil den nye formand kortlægge aktørlandskabet og se, hvordan Code of Care kan videreudvikle sit koncept.
“Jeg ser frem til at videreudvikle det gode koncept, Code of Care allerede har, så vi får flere ben at stå på, bliver bredere på flere fronter – og måske specialiserer os lidt mere dybt ned i nogle forskellige områder og segmenter inden for erhvervslivet”, siger Dorte Zacho.
Tak til Ole Mogensen
Formandsposten skifter hænder, men Ole Mogensen forlader ikke Code of Care. Han fortsætter som bestyrelsesmedlem og bringer sin mangeårige erfaring med ind i det videre arbejde.
Code of Care takker Ole Mogensen for hans store indsats som formand og for den afgørende rolle, han har spillet i at udvikle organisationen til den professionelle organisation, den er i dag.
Ny næstformand
Samtidig rykker Lene Mosegård Søbjerg op som næstformand i bestyrelsen. Hun er uddannelsesdekan for Social- og samfundsuddannelserne på VIA University College og bringer en kombination af praktisk erfaring og forskningsmæssig indsigt til det strategiske arbejde.
Tilsammen udgør Dorte Zacho og Lene Mosegaard Søbjerg en bestyrelsesledelse med stærke rødder i både erhvervsliv, uddannelse og det sociale felt – og med et solidt kendskab til det arbejde, Code of Care hver dag udfører i samarbejdet mellem kommuner, virksomheder og borgere med særlige arbejdsbehov og forskellige arbejdskapaciteter.