before

Opstart i Code of Care Faaborg-Midtfyn

27. oktober 2020


Code of Care Faaborg-Midtfyn sætter fokus på virksomheders sociale ansvar og arbejder for at inkludere mennesker uden beskæftigelse i job, hvor de arbejder nogle få timer om ugen. Borgmester Hans Stavnsager forventer sig meget af de garvede erhvervsledere.

En Task Force med over 25 virksomhedsledere skal hjælpe med konkrete ideer til at få flere virksomheder til at tage et øget socialt ansvar ved at ansætte ledige uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet i et småjob, hvor de arbejder nogle få timer om ugen.

Initiativet er taget af Erhvervsrådet, Faaborg-Midtfyns kommune og jobcenter i samarbejde med Code of Care.

”Jeg forventer mig meget af Code of Care FMF, og jeg håber, at de garvede erhvervsledere kan hjælpe med, at flere virksomheder får blik for, at et job på 5-10 timer også er et rigtigt job. Virksomhederne har masser af små opgaver, og vi har ledige, som har brug for en chance på arbejdsmarkedet. Vi ved, at et småjob på bare et par timer i rigtige virksomheder øger tilknytningen til arbejdsmarkedet væsentligt, og for de ledige giver kollegaer og rigtige arbejdsopgaver mening og retning i livet”, udtaler borgmester Hans Stavnsager.

Tryghed og stor loyalitet
Den nye Task Force, som har sat sig for at oprette småjob, er opstået i samarbejde med organisationen Code of Care, der fremmer socialt ansvar i private virksomheder.

”Hvis danske virksomheder ikke satser på at rumme mange flere fra ’kanten’, får vi et fattigere samfund. Og det er ikke så svært, som vi tror. Vi oplever, at både ordinært ansatte medarbejdere, og dem på forskellige skåneordninger, sætter stor pris på, at firmaet har en stærk CSR-politik. Det giver tryghed og dermed en stor loyalitet. For det er sådan, at et menneske man giver en chance, vokser. Det handler om cool business og et stort hjerte på en og samme tid”, siger Peter Nørgaard, stifter af Code of Care og erhvervsleder.

En chance til alle
En af deltagerne i Code of Care Faaborg-Midtfyn er direktør i Ryslinge Tagdækning Johnny Poulsen: ”Jeg ser frem til at mødes med de andre socialt engagerede virksomhedsledere. I Ryslinge Tagdækning A/S finder vi det meningsfuldt at være med i Code of Care, fordi vi tror på potentialet i ethvert menneske, og dette er deres chance for at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det kræver blot en velment hånd i ryggen. Det giver mening for både det enkelte menneske, virksomheden og samfundet”, giver Johnny Poulsen udtryk for.