Over 600 job skabt i udfordrende Corona-år
19. januar 2021
Det er en myte, at man ikke kan skabe job og tage socialt ansvar i coronatiden.
Nedlukning, chokbølger gennem dansk økonomi og måneders uvished har ikke stoppet virksomheder i at tage socialt ansvar. Over 600 job er skabt i samarbejde med virksomhedslederne og jobcentrene i Code of Cares Task Forces i løbet af 2020.
Her er der tale om helt afgørende, ofte skræddersyede job til mennesker, der ellers stod udenfor arbejdsmarkedet af psykiske, sociale eller fysiske årsager.
– Da Danmark blev lukket ned i marts, blev vi ligesom alle andre nødt til at tilpasse os og arbejde hjemmefra. Vi var virkelig i tvivl om, hvordan det ville påvirke vores arbejde for at få skabt job, fortæller udviklingschef Tommy Wølk.
– Men til vores store glæde viste det sig, at virksomhedsledere, kommuner og organisationer arbejdede ufortrødent videre, trods de mange udfordringer coronavirus førte med sig. Vi er derfor utroligt stolte af resultatet med over 600 skabte job i 2020, siger Tommy Wølk.
Skaber job over bålet
Det er eksempelvis initiativer, hvor jobkonsulenter har besøgt virksomheder, der har givet pote. Det skaber nemlig forståelse mellem jobcentre og virksomheders dagligdag, processer og kultur. Også coronasikre events udendørs, har skabt resultater. Her har virksomhedsledere og borgere udenfor arbejdsmarkedet eksempelvis mødt hinanden i naturen og lavet mad over bål. Onlinearrangementer har været gennemført med virksomhedsledere fra hele landet, hvor de gode menneskehistorier og argumenter for at inkludere er blevet spredt til endnu flere virksomheder.
– Nu tror man måske, at coronatiden betyder, at virksomhedsledere ikke tager så stort et socialt ansvar. Men når vi tæller op hvor mange job, der er skabt i 2020, ser vi den modsatte tendens. Den her tid har givet os alle sammen mulighed for at mærke, at det er vigtigt at være en del af et fællesskab, siger Tommy Wølk.
Code of Cares lokale Task Forces arbejder på at finde job, der består af konkrete opgaver, der kan varetages på få timer om ugen. Det kan være alt fra at købe ind til frokost, rengøre biler eller kontoropgaver.
– Det er en myte, at det er svært at skabe job i en coronatid. Det er også den tilbagemelding, vi får fra jobcentrene. Mange virksomheder kæmper selvfølgelig. Omvendt har rigtig mange virksomheder virkelig travlt og har opgaver, der kan samles til et småjob, siger Tommy Wølk.
Muligheder online
Nu handler det om at sætte nye mål og se frem mod mulighederne i 2021. Her er fokus især at udforske, hvordan man skaber job ved at bruge mulighederne online.
– Det handler ikke bare om, at vi skal tilbage til der, hvor vi var før corona. Det handler om at komme videre. Vi skal i 2021 bruge kræfterne på at vise endnu flere virksomhedsledere værdien af at tage socialt ansvar og få flere ind i deres arbejdsfællesskab. Til gavn for det enkelte menneske, virksomheden og samfundet. Det giver mening på for alle. Socialt ansvar er et fælles ansvar, siger udviklingschefen.