before

Code of Care Faaborg-Midtfyn

Visionen

”Vi skaber arbejde til alle – og værdi for vores virksomheder”

Missionen

Task Force Faaborg-Midtfyns mission er at skabe en fællesskabsånd, hvor vi gør det sammen. Vi vil udtænke nye ideer udtænkt af virksomhedsledere, der kender Faaborg-Midtfyn, vores lokale styrker, svagheder og udviklingsmuligheder.

Antal etablerede jobs til dato

286 jobs


Vil du vide mere?

Vi er en lang række virksomhedsledere, der sammen med jobcentret har dannet Code of Care task forcen, for at arbejde med vores mission. Se hvem vi er her.

Vi vil gerne fortælle mere. Vil du ringes op og høre mere om vores meningsfulde arbejde? Klik her, udfyld kontaktformularen og så ringer vi dig op.

Vi sender nyhedsmail ud et par gange om måneden, hvor du kan læse om arbejdet i vores task forces, se videoer fra arrangementer og meget mere.


Actions vi har gennemført

Fremtidens arbejdsmarked med Anne Skare

Tirsdag d. 7. maj havde Code of Care Faaborg-Midtfyn – i samarbejde med Erhvervsrådet – inviteret lokale virksomheder til et større arrangement, hvor emnet hed ”Fremtidens Arbejdsmarked – hvad er de nye spilleregler”. Et emne der var så spændende at vi var 60 mennesker samlet. Fremtidsforsker, futurist og foredragsholder Anne Skare Nielsen holdt et spændende og inspirerende foredrag i fuld fart, der bød på berigende og meningsfulde perspektiver, hvor der blev puffet til opfattelsen og selvforståelsen af fremtidens tendenser. Foredraget gav indblik i ”Hvad kalder fremtidens arbejdsmarked på” – ”hvilke kompetencer er der behov for” og ”hvordan skaber vi plads til nutidens unge”.

Arrangementet blev afholdt på Faaborgegnens Efterskole – når nu arrangementet handlede om fremtidens arbejdsmarked og unge, var det nærliggende at holde dét et sted med unge mennesker. Skolen fortalte om deres værdier, som bygger på Fællesskab, Tillid, Tilgivelse, Ligeværdighed, Humor og Hjertesproget – nogle værdier der ligger sig tæt op af Code of Cares værdigrundlag. Slutteligt på aftenen samlede vi op med fakta om nuværende situation; hvordan ser ledigheden ud for unge i jobcentret, plus hvordan skaber vi plads til ledige unge med psykiske udfordringer. Et område Code of Care Faaborg-Midtfyn vil have i fokus for resten af 2024.


Årets virksomhed kåret

Tak for jeres bidrag ind i fællesskabet omkring Code of Care Faaborg-Midtfyn og tillykke med titlen som årets virksomhed til Rosenberg Ventilation.
Faaborg-Midtfyn erhvervsråd skriver følgende om kåringen:
Rosenberg Ventilation med Dina Hedegaard Rosenberg i spidsen blev d. 13. marts 2024 kåret som Årets Virksomhed i Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd. 🥇🎉👏
Det var første gang, at afstemningen om hvem der skulle have prisen, var lagt ud til deltagerne på generalforsamlingen. Og efter en tæt afstemning pegede pilen på Rosenberg Ventilation.
“Hvor er det fantastisk, tusind tak,” kom det fra Dina Rosenberg, da hun gik på scenen for at modtage prisen.
“Det betyder virkelig meget, at det er andre lokale virksomheder, som har stemt på os og lagt mærke til os. Vi er jo bare vores lille virksomhed, som vi arbejder i til hverdag. Ja, jeg bliver faktisk helt rørt over det. De ting, som er blevet fremhævet (bl.a. at de er aktive i Code of Care Faaborg-Midtfyn og derigennem har ansat mennesker i flexjob, og at de tager unge mennesker ind som arbejdsdrenge, så de kan teste arbejdslivet af, inden de kaster sig ud i en lærlingekontrakt, red), er jo noget vi gør, fordi vi gerne vil – ikke fordi vi gerne vil lægges mærke til.”
Formand for erhvervsrådet Johnny Poulsen overrakte prisen.
Se videoen herunder om Rosenberg Ventilation og om deres bidrag til Task Forcen.


Care med Mening II

I indbydende og rå omgivelser á la mormors interiør i kulturhus Polymeren bød Code of Care Faaborg-Midtfyn til Middag med Mening.
Vi fik et nærværende og levende indblik i, hvordan vi ALLE kan have glæde af at sætte fokus på os selv som pårørende – helt lavpraktisk blev vi inspireret af Rikke Struves families historie, og vi blev præsenteret for konkrete værktøjer til, hvordan vi kan skabe en bedre balance for eget liv. Og så fik tilhørerne et indspark til at konkretisere og igangsætte arbejdet med en pårørendepolitik for deres virksomhed.
Herudover kunne de ca. 70 deltagere møde ambassadørerne i Code of Care Faaborg-Midtfyn, samt to jobsøgende, der kort fortalte om deres ønske om at opnå et godt job.
“Det var fantastisk at se så mange engagerede deltagere til Care med Mening, og vi står her bagefter med 12-15 jobåbninger på hånden, som kan gøre en forskel for jobsøgende mennesker i Faaborg-Midtfyn,” sagde Lene Bach Mortensen, Code of Care.
Mathilde Falch tog os energisk med ind i fortællingen om, hvordan hun selv har ”hængt på kanten af småt brandbart” og været igennem psykiatri og misbrug og fundet styrke i musikken, som hun formidlede på en helt fantastisk nærværende og involverende facon – og hvor vi som tilhørere blev favntaget og indfanget af de fængende tekster.
Stemningen bar præg af stort engagement fra de deltagende omkring det at tage et socialt ansvar, samt dele sin viden herom med de andre deltagere.
Borgmester Hans Stavnsager fik til sidst overleveret de jobåbninger, der blev skabt på aftenen.
Tak til de deltagende fra Jobcentret i Faaborg-Midtfyn Kommune, der havde gjort et stort stykke arbejde med at sætte rammerne, og som nu arbejder videre med at finde kandidater og gøre jobåbningerne til konkrete jobs.

 


Match mellem Lotte og Brian til Middag med Mening

High Five for det gode match mellem Lotte og Brian. Hør hvordan de mødtes til Middag med Mening i Code of Care Faaborg Midtfyn. Og bliv glad fordi der findes virksomhedsledere, der rækker hånden frem til mennesker med udfordringer i livet.
Mere af det! Kan din virksomhed også finde opgaver til et småjob?


39 jobåbninger skabt til Middag med Mening

Det blev en festlig forårsdag i Faaborg på Restaurant Klinten, da omkring 100 virksomhedsledere og jobcentermedarbejdere deltog i Middag med Mening.

Her fik virksomhederne skabt 39 jobåbninger, som jobcentret efterfølgende tog sig godt af og sørgede for at få videreformidlet til jobsøgende i kommunen.

Se mere i den stemningsfyldte video her, hvor du kan opleve arrangementet gennem en jobsøgende.


Socialt ansvar hos Lundsbjerg Børnehave

Det beriger både børn og voksne i Lundsbjerg Børnehave, at have en borger ansat i Småjob – hør hvordan i videoen, hvor leder Jette Nyholm også anbefaler andre at ansætte i småjobs 💚

 


“Mini” Jobmesse

Code of Care og Jobcenter Fåborg-Midtfyn inviterede alle interesserede til en Mini Jobmesse, hvor der var mulighed for at få en snak om job og uddannelse i Fåborg-Midtfyn Kommune.

Ni virksomheder, flere jobcentermedarbejdere og Code of Care ambassadører stod klar d. 7. oktober i Ringe til Mini Jobmesse – men helt mini blev den ikke alligevel. Læs mere om arrangementet HER


Task Force møde med oplæg ved Peter Nørgaard

Task forcen mødtes ved Polymeren ved Årslev, hvor programmet bød på velkomst til nye ambassadører, nyheder fra Faaborg-Midtfyn Kommune, oplæg ved Peter Nørgaard samt selvfølgelig en snak om fremtidige actions i task forcen.

De nye ambassadører i task forcen er engagerede og spændte på at komme i gang med arbejdet, én sagde blandt andet: “Jeg er med fordi jeg synes det er en god sag og gør en forskel”.

Det blev fortalt, at Code of Care er kommet på Kommunens hjemmeside lige her .

Peter Nørgaard, Stifter af Code of Care, fortalte om, hvordan den sociale rummelighed kan være værdiskabende og kulturbærende i virksomhederne både økonomisk og kulturelt. Han fortalte historier om mennesker, som opnår livsglæde og mod på hverdagen igen, efter de er blevet anerkendt og accepteret på en arbejdsplads.

Derudover blev der aftalt fremtidige actions, og det blev understreget at det at være en den af Code of Care Faaborg-Midtfyn handler om handler om at løfte i fællesskab.


SKAKO Concrete i Faaborg åbnede dørene for unge i kommunen

SKAKO bød indenfor til et interessant og indholdsrigt virksomhedsbesøg, som førte de unge hele vejen gennem virksomheden.
De blev blandt andet oplyst om de mange muligheder en virksomhed som SKAKO giver.
Tusind tak for rundvisningen.

Socialt ansvar hos VBL Rådgivning

Hos VBL Rådgivning tager de et socialt ansvar. Vicky Lorenzen har flere småjobber i sin virksomhed, og for hende betyder det meget, at hendes virksomhed er med til at løfte et samfundsansvar.

I videoen kommer hun med et godt råd til, hvordan man tager et socialt ansvar i sin virksomhed.


Video fra MEET UP i Vildmarken

Her er et sammenklip af billeder og videoer fra Code of Care Faaborg-Midtfyns vildmarksarrangement i Pipstorn Skov ved Faaborg.

Det var en skøn eftermiddag i den grønne skov, hvor vejret heldigvis var med os og hvor vi fik kyndig vejledning i bl.a. svampe og svampejagt i Danmark.

Se mere i videoen her:


Velkommen til flere ambassadører i task forcen!

Vi glæder os til at samarbejde om social ansvarlighed i erhvervslivet.


Fin omtale af Code of Care Faaborg-Midtfyns vildmarksarrangement

Der var naturvejleder, svampejagt og mad over bål – og virksomhedsledere og ledige fik mulighed for at mødes i andre rammer ude i Pipstornskoven uden for Faaborg. Læs om arrangementet i vores artikel Meet Up i Vildmarken.

Læs også om arrangementet i Faaborg-Midtfyn Erhvervsråds medlemsnyt her, og lyt også til Alexander Myginds interview i P4 Fyn Eftermiddag her (1:48:00).

Flere omtaler af Code of Care Faaborg-Midtfyn

På Faaborg-Midtfyn Erhvervsråds hjemmeside findes to yderligere artikler om Code of Cares arbejde i kommunen:

Jurist får vigtig hjælp af en uddannet jurist i flexjob

Nu kan din virksomhed få en “ven i kommunen”


Ny film om socialt ansvar

En ny film skal få endnu flere til at ansætte i småjob. Direktør og ejer af Ryslinge Tagdækning Johnny Poulsen fortæller om fordelene ved at tage socialt ansvar, når man er virksomhedsleder.


Kampagne på vej

I Code of Care Faaborg-Midtfyn kickstartes året med første skridt i en kommende kampagne for at få engageret lokale virksomhedsledere, så der bliver skabt Småjob.

For at få budskabet ud, vil en række virksomhedsledere og deres ansatte fortælle om konceptet – og hvad det bringer med sig. Første video er med SKAKO Concrete, der har fundet løsningen i forhold til opgaver, der før blev underprioriteret. Se mere i videoen herunder.


Den involverende strategiproces

Virksomheder, Erhvervsrådet, Vores Faaborg & Egn, Faaborg-Midtfyn Kommune og Code of Care har etableret en Task Force med formålet at hjælpe udfordrede mennesker i job – ”Vi skaber arbejde til alle – og værdi for vores virksomheder”.

Allerede inden Kick-off havde 30 virksomheder meldt sig klar til at tage et socialt ansvar.

Det næste step for Task Force Faaborg-Midtfyn bliver et inspirerende arrangement, hvor virksomhedsledere inviteres til god mad i ”Vildmarken” og actions om, hvordan man i fællesskab kan løse udfordringen – og til at lave match imellem ledige og virksomhederne.

Selvom vi er kommet rigtig godt i gang i Faaborg-Midtfyn, så har vi plads til flere. Vi er altid åbne for, at flere virksomhedsledere vil være en del af Code of Care Faaborg-Midtfyn. Det er på den måde, vi skaber resultater.

Klik her og se filmen fra Code of Care Faaborg-Midtfyns involverende strategiproces, hvor visionen og missionen for Task Forcen blev defineret.


Task Force opstart

Code of Care Faaborg-Midtfyn sætter fokus på virksomheders sociale ansvar og arbejder for at inkludere mennesker uden beskæftigelse i job, hvor de arbejder nogle få timer om ugen. Borgmester Hans Stavnsager forventer sig meget af de garvede erhvervsledere.

En Task Force med over 25 virksomhedsledere skal hjælpe med konkrete ideer til at få flere virksomheder til at tage et øget socialt ansvar ved at ansætte ledige uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet i et småjob, hvor de arbejder nogle få timer om ugen.

Initiativet er taget af Erhvervsrådet, Faaborg-Midtfyns kommune og jobcenter i samarbejde med Code of Care.

”Jeg forventer mig meget af Code of Care FMF, og jeg håber, at de garvede erhvervsledere kan hjælpe med, at flere virksomheder får blik for, at et job på 5-10 timer også er et rigtigt job. Virksomhederne har masser af små opgaver, og vi har ledige, som har brug for en chance på arbejdsmarkedet. Vi ved, at et småjob på bare et par timer i rigtige virksomheder øger tilknytningen til arbejdsmarkedet væsentligt, og for de ledige giver kollegaer og rigtige arbejdsopgaver mening og retning i livet”, udtaler borgmester Hans Stavnsager.

Tryghed og stor loyalitet
Den nye Task Force, som har sat sig for at oprette småjob, er opstået i samarbejde med organisationen Code of Care, der fremmer socialt ansvar i private virksomheder.

”Hvis danske virksomheder ikke satser på at rumme mange flere fra ’kanten’, får vi et fattigere samfund. Og det er ikke så svært, som vi tror. Vi oplever, at både ordinært ansatte medarbejdere, og dem på forskellige skåneordninger, sætter stor pris på, at firmaet har en stærk CSR-politik. Det giver tryghed og dermed en stor loyalitet. For det er sådan, at et menneske, man giver en chance, vokser. Det handler om cool business og et stort hjerte på en og samme tid”, siger Peter Nørgaard, stifter af Code of Care og erhvervsleder.

En chance til alle
En af deltagerne i Code of Care Faaborg-Midtfyn er direktør i Ryslinge Tagdækning Johnny Poulsen: ”Jeg ser frem til at mødes med de andre socialt engagerede virksomhedsledere. I Ryslinge Tagdækning A/S finder vi det meningsfuldt at være med i Code of Care, fordi vi tror på potentialet i ethvert menneske, og dette er deres chance for at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det kræver blot en velment hånd i ryggen. Det giver mening for både det enkelte menneske, virksomheden og samfundet”, giver Johnny Poulsen udtryk for.