Event i Varde – Middag med Mening
I indbydende og smukke omgivelser på Arnbjerg Pavillonen bød Code of Care Task Forcen Varde til Middag med Mening.
Småjobs i fokus
Her kunne de ca. 125 deltagere møde ambassadørerne i Code of Care Varde, som arbejder med visionen “Vi løfter i flok og skaber plads til alle på arbejdsmarkedet” – blandt andet ved at fremme fokus på småjobs.
“Det var fantastisk, at se så mange engagerede deltagere til Middag med Mening, og vi står her bagefter med flere småjobs på hånden, som kan gøre en forskel for jobsøgende mennesker i Varde,” siger Lone Østergaard, Code of Care.
Stifter af Code of Care, Peter Nørgaard, gik på scenen med mange gode argumenter for at tage et socialt ansvar. Det gør ikke blot en forskel for det enkelte menneske, men for hele virksomheden – det gør noget ved kulturen.
Småjobbere fortalte deres historier, og hvordan jobbet har gjort en forskel for dem – blandt andre var Michelle Holm Wagner fra Cloud Factory på scenen og fortælle sin historie. Du kan også høre den i videoen Socialt ansvar hos Cloud Factory: Michelles historie. Lars Sandrini, direktør i Medic Tinedic, kunne som virksomhedsleder også fortælle fra scenen hvilken betydning, det har for ham personligt og for hans virksomhed, at ansætte i småjobs.
God stemning, smuk mad og musik
Stemningen bar præg af stort engagement omkring det at tage et socialt ansvar, samt dele sin viden herom med de andre deltagere.
Maden og vinen var velsmagende og æstetisk, og blev serveret på dækkeservietten “Spot et Småjob”, som deltagerne kunne udfylde og aflevere. Det resulterede i 54 småjobs, som Jobcenter Varde arbejder videre med efter eventet.
Aftenen bød også på sang og musik ved Alberte Winding og Andreas Fuglebæk.
Her kan du læse, Connie Højs, byrådsmedlem i Varde Kommune, reaktion på bagkant af arrangementet: Tager din virksomhed socialt ansvar?