Event i Vesthimmerland – Jobdating
Code of Care Vesthimmerland afholdt 13. oktober 2021 Jobdating i HimmerLand, som bød indenfor i indbydende rammer i lækre lokaler med levende lys. Der var inviteret 13 virksomheder fra lokalområdet, repræsentanter fra jobcentret og 28 jobsøgende.
Sammen blev vi, efter en kort velkomst, udfordret af HimmerLands golfinstruktør Jonas Jensen, som gav alle mulighed for at prøve kræfter med at ”slå ud”. Jonas Jensen var imponeret over det store engagement og oplevede, at alle fik noget med hjem fra golfbanen.
Jobdating i HimmerLand
Efter flere succesfulde udslag blev de jobsøgende inviteret til en snak ved ni borde i lokalet, hvor virksomhedslederne gav sparring på jobsøgning, aftalte konkrete jobinterview og fik indblik i de jobsøgendes ønsker for at skabe en fremtid i arbejdsfællesskabet.
”Jobdating giver mulighed for at møde de jobsøgende under uformelle rammer. Jeg oplever at kandidaterne giver mere af sig selv og tør være ærlige om egne evner og drømme. Ofte ansætter vi efter kompetencer, men i samarbejdet med Code of Care, er hjertet på rette sted, mindst lige så vigtig,” fortæller Pia Søgaard Jensen, HimmerLand.
Der blev optalt syv jobsamtaler ved eftermiddagens arrangement, der nu følges op fra jobcentrets virksomhedsservice.
Tom Sørensen, afdelingsleder for Center for Kompetence og Arbejdsmarkedet, udtaler om arrangementet:
”Det er altid en fornøjelse at opleve et så stort engagement mellem jobsøgende og virksomheder som det foldede sig ud i HimmerLand i dag. Vi er som Jobcenter utrolig glade for at afhjælpe virksomhedernes mangel på arbejdskraft og samtidig fremme de lediges muligheder for job. Det er to rigtig vigtige opgaver og i dag gik det op i en højere enhed”
Direktør Hans Jørgen Kastberg fra tømrerfirmaet Kastberg A/S finder det inspirerende, at se motivationen blandt de jobsøgende.
”En fornøjelse at medvirke i arrangementet om småjob i HimmerLand i går. Skønt at se de topmotiverede jobsøgende, der havde forberedt sig på opgaven i samtalen med os virksomhedsledere. Det er en oplagt mulighed for at tilbyde en jobsøgende et job på få timer med opgaver, som vi ikke får løst.”