before

Socialt ansvar på Vittarpgaard: Lones historie

22. april 2021


Landmand Jesper Arnt Jensen har travlt. På gården nord for Varde har de for nylig udvidet med antallet af køer, og derfor blev der brug for en ekstra, hjælpende hånd.

Den hjælpende hånd kommer i form at 23-årige Lone Kirkeby, som er ansat i et såkaldt småjob. En stilling på færre timer, hvor der tages hensyn til de behov, hun har, med klare, overskuelige opgaver.

– Der er altid noget at lave, og derfor er det fremragende at få en, der er så mødestabil, som Lone er, siger Jesper Arnt Jensen.

Lone Kirkeby har arbejdet på Vittarpgaard et halvt år.

– Jeg synes, det er rart. Man bliver i godt i humør af at være herude, fordi man kigger på kalvene. Og møder nogen og får fyret jokes af, siger Lone Kirkeby.

Hun har ansvaret for at give kalvene mælk om morgenen og melde ind, hvis nogle af dyrene ikke har det så godt, som de skal have.

Hun fremhæver, at et småjob i landbruget er godt, hvis man elsker at være i kontakt med dyr og kan lide at være udenfor hele dagen.

Også mellemleder på Vittarpgaard Rosa Gaard er tilfreds med ordningen:

– Vi fik Lone ind og hjælpe med at passe kalvene, så vi kunne omorganisere os lidt. Det har gjort, at jeg har fået et større overblik. Så kan jeg se, hvordan dyrene går og har det, siger Rosa Gaard.