Event i Hedensted – To Care or Not

AFHOLDT: Code of Care Hedensted inviterede virksomhedsledere til en aften i inspirationen, madens og underholdningens navn. De fremmødte oplevede musikeren Steffen Brandt, vinderen af DM i poetry slam Sara Hauge og hørte alle de gode grunde til at arbejde med småjobbere i lige netop deres virksomhed.

Ikke mindre end 110 virksomhedsledere, jobcentermedarbejdere, mentorer, chefer og meget mere var mødt op i de rustikke lokaler, som Brdr. Plagborg i Lindved nær Vejle havde stillet til rådighed. Det lyder måske mærkeligt at invitere til en aften fyldt med meningsfyldt indhold i et lastbilværksted. Men Brdr. Plagborg havde disket op med en sej scene lavet af en lastbil i et stemningsfyldt lokale, der var helt perfekt!

Aftenen startede med hårdtslående poetry slam fra Sara Hauge, der to gange har vundet Danmarksmesterskaberne i poetry slam. Dernæst blev der sagt velkommen af Lars Jensen, formand for udvalget for beskæftigelse i Hedensted Kommune og Peter Hansen fra Brdr. Plagborg.

Jeg vil gerne sige en rigtig stor tak til alle de virksomheder, der allerede er en del af Code of Care. Og så vil jeg også sige en stor tak til de virksomheder, der bliver en del af Code of Care, lød det fra Lars Jensen.

Se video fra arrangementet her

På scenen var også to lokale task force-ambassadører fra task forcen i Hedensted, nemlig Elisa Skals Nielsen fra Din Bilpartner og Jesper Wulff fra In Metal. De fortalte om hvad det giver dem som virksomhedsledere, og Elisa Skals Nielsen interviewede fra scenen en medarbejder fra hendes egen virksomhed, der er ansat som Småjobber.

De fremmødte blev inspireret til at tage socialt ansvar ved at deltage i workshops, der fik dem til at tænke over arbejdsopgaver, der kunne frigives fra medarbejdere i deres egen virksomhed, som evt. kunne overtages af en Småjobber.

Det hele blev skyllet ned med lækker streetfood fra Bo Bonde og Mortens Gastronomi, og aftenen blev rundet af med en intimkoncert med Steffen Brandt akkompagneret af Charlotte Schultz.

Til sidst blev aftenens oprettede Småjobs samlet ind og talt sammen – og det blev til hele 39! Code of Care og Code of Care Hedensted vil gerne takke Brdr. Plagborg for husly, alle de fremmødte for god energi og godt humør og ikke mindst alle dem, der fandt et Småjob i deres virksomhed.