Event i Viborg – Gå jobdrømmen i møde Challengeday
På en råkold blæsevejrsdag d. 16. marts 2023 kickstartede Code of Care Task Force Viborg et 10-ugers gå-forløb, der skulle give unge jobsøgende kilometer i benene og sparring og selvtillid i rygsækken. I høj sol afsluttede vi forløbet d. 30. maj med en Challenge Day Hald Sø rundt.
Virksomhedsledere og medarbejdere fra virksomheder i Viborg kommune har uge efter uge gået med de unge, alt imens de har delt tanker, erfaringer, udfordringer og jobdrømme. I ugernes løb er der dannet et fællesskab og tætte relationer, som var tydelige på Challenge Day i samværet mellem alle, der deltog: humøret var højt, smilene var mange, benene var trætte, og succesen var en kendsgerning:
”Den her Task Force – dén kan noget”, sagde én af de unge. ”Gør det igen”, sagde en anden – fordi, der er flere unge, som har brug for at blive ”lokket ud” til at være sociale, så de bedre kan indgå i fællesskabet på en arbejdsplads.
Flere virksomheder fra Code of Care Task Force Viborg bakkede op om Challenge Day og ventede med flag og high-fives ved målstregen ved Skytteholmen.
Task Force ambassadør Leif Møller fra Viborg IT var primus motor på ideen og de ugentlige gåture.