Event i Faaborg-Midtfyn – Mini Jobmesse

Code of Care og Jobcenter Faaborg-Midtfyn inviterede alle interesserede til en Mini Jobmesse, hvor der var mulighed for at få en snak om job og uddannelse i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Ikke så mini alligevel

Ni virksomheder, flere jobcentermedarbejdere og Code of Care ambassadører stod klar d. 7. oktober i Ringe til Mini Jobmesse – men helt mini blev den ikke alligevel. I løbet af de to timer, som jobmessen varede, var 80 borgere forbi for at tage en snak om job- og uddannelsesmuligheder:

”Det er første gang, vi forsøger os med Mini Jobmessen, og det gik rigtig godt og langt over forventning. Jobcenteret kom med ca. 30 småjobs, og virksomhederne havde også spottet småjobs, som de havde med. De mange borgere blev mødt af nogle utroligt engagerede virksomheder, som rådgav og vejledte om job og uddannelse samt indgik i drøftelse om mulighed for ansættelse.  Der var mange, som gik derfra med aftaler om en jobsamtale,” fortæller Tonni Jacobsen, projektkoordinator i Code of Care task forcen.

Mere præcist skabte Mini Jobmessen 20 jobsamtaler.

Uddannelse kommer i mange former

Uddannelsesmulighederne i kommunen var også på dagsordenen for messen. På messen deltog uddannelsesambassadører og jobvejledere, som blandt andet fortalte, at uddannelse ikke nødvendigvis omfatter en skolebænk:

”Der er jo mange muligheder for at uddanne sig. Flere borgere har gode kompetencer, men mangler måske lige det sidste i forhold til et specifikt job. Derfor kan et opkvalificering- og kompetenceløft være vejen ind på arbejdsmarkedet og samtidig være virksomhederne behjælpelig med den manglende arbejdskraft, vi oplever for tiden. Det er specielt her vores mange kompetente vejledere i jobcentret kan bringes i spil” forsætter Tonni Jacobsen.

Mini Jobmessen er kommet for at blive

Hvis du missede muligheden for at komme på Mini Jobmessen, så fat mod:

”Med de erfaringer vi har gjort os, den store opbakning og med de muligheder, vi fik skabt for borgerne, så er det helt sikkert planen, at vi skal holde Mini Jobmesse igen,” afslutter Tonni Jacobsen.

Du kan følge med på Code of Care Faaborg-Midtfyns Facebook og LinkedIn, hvis du ikke vil misse muligheden.