15 år med én fælles vision: et arbejdsmarked med plads til alle
Året er 2011. Et lokalt frø bliver sået, da over 100 lokale erhvervsfolk i Holstebro blev enige om at løfte i flok. Visionen var klar: et mere inkluderende og mangfoldigt arbejdsmarked i Danmark. Det er nu 15 år siden, og Code of Care er vokset fra en lokal Holstebro-idé til en landsdækkende organisation.
“Vi er stolte af, at have så mange år på bagen. Peter Nørgaard og mange lokale erhvervsledere havde de visionære tanker om, hvad Code of Care kunne – og ikke mindst, hvad det kunne blive til,” siger direktør i Code of Care, Rolf Eg Klint Sørensen: “Det har vi bekræftet igennem 15 år.”
Fra de første aktive år som et lokalt initiativ har Code of Care stille og roligt udvidet sin rækkevidde. I dag hjælper organisationen kommuner og virksomheder på tværs af Danmark med at tage et større socialt ansvar for borgere med særlige arbejdsbehov og har gennem tiden bidraget til at skabe over 3.400 jobs i 21 kommuner.
Men arbejdet er langt fra færdigt.
“Vi står på skuldrene af 15 års historie og ser optimistisk på fremtiden”, siger Rolf Eg Klint Sørensen:
“Der er stadigvæk et behov for en organisation som Code of Care i Danmark til at understøtte og bygge bro mellem virksomheder og den kommunale sektor”.