Forskere, virksomheder og jobformidlere er fra starten af 2026 gået sammen om at finde de metoder, der virker, når små og mellemstore virksomheder skal inkludere og fastholde medarbejdere med mentale helbredsudfordringer i bæredygtig beskæftigelse.
Arbejdsmarkedet mangler hænder. Samtidig står tusindvis af danskere med mentale helbredsudfordringer udenfor arbejdsfællesskabet, selvom mange gerne vil bidrage og har værdifulde kompetencer at tilbyde. Nu sætter et nyt treårigt forskningsprojekt fokus på, hvordan vi bedre kan bygge bro mellem de to virkeligheder.
Professionshøjskolen Absalon står bag projektet, “Bæredygtig inklusion af ansatte med mentale helbredsudfordringer i SMV’ere”, som er et samskabelsesprojekt mellem forskere fra Aalborg Universitet, Københavns Professionshøjskole og Væksthusets Forskningscenter. Code of Care indgår sammen med Væksthuset som praksispartner.
Formålet er at undersøge, hvordan små og mellemstore virksomheder kan lykkes med at inkludere og fastholde medarbejdere med mentale helbredsudfordringer i en tilknytning til arbejdsmarkedet, der er holdbar i flere år fremover.
Fra viden til handling
Der findes i dag omfattende forskning i, hvordan man bedst hjælper personer med psykiske lidelser i job gennem metoder som Individuelt Planlagt Job med Støtte (IPS). Men der mangler viden om næste skridt: Hvordan skaber vi egentlig arbejdspladsinklusion i praksis på virksomhederne? Og hvordan fastholder vi medarbejderne i bæredygtig beskæftigelse?
Projektet skal give svar på disse spørgsmål ved at gå direkte ud i virksomhederne og undersøge, hvad der virker i praksis.
Tre faser fra feltarbejde til konkrete redskaber
Projektet strækker sig fra 2026 til efteråret 2028 og er opdelt i tre faser:
I 2026 gennemfører forskerne feltarbejde i seks virksomheder inden for brancher med mangel på arbejdskraft. Her undersøger de gennem observationer og interviews, hvordan virksomhederne konkret arbejder med at inkludere ansatte med mentale helbredsudfordringer.
I første halvdel af 2027 inviteres ansatte og ledere fra de seks virksomheder sammen med yderligere seks virksomheder og jobformidlere til workshops, hvor de kan dele erfaringer og sammen udvikle idéer til bedre inklusion.
I sidste fase, fra efteråret 2027 til 2028, omsættes læringen til konkrete værktøjer. Projektpartnerne udvikler undervisningsmateriale til ledere og jobformidlere, podcasts og korte film om best practice samt en ny type virksomhedsbesøg, hvor jobformidlere kan rådgive SMV’er i inklusion.
En presserende samfundsudfordring
Behovet for projektet er aktuelt. To tredjedele af alle ansatte i den private sektor arbejder i små og mellemstore virksomheder, og mange oplever udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Ifølge STAR blev næsten hver fjerde stilling i december 2025 enten slet ikke besat eller besat med en kandidat uden alle de ønskede kvalifikationer.
Samtidig viser tal fra VIVE, at fire procent af befolkningen har et psykisk handicap, og 60 procent af disse oplever, at deres handicap begrænser dem fra at arbejde.
Der er altså et match at skabe mellem virksomheder, der mangler hænder, og medarbejdere, der gerne vil bidrage, men som har brug for den rette tilgang og de rette rammer.