Speciale Fra Aalborg Universitet kaster lys over, hvordan arbejdsgiveres egne erfaringer spiller en rolle, når de ansætter personer med funktionsnedsættelser.
Specialestuderende, Peter Sohl Nielsen, har undersøgt arbejdsgivernes forskellige personlige og praktiske erfaringer med at inkludere medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet.
Undersøgelsen viser, at arbejdsgiverne kommer til bordet med vidt forskellige personlige erfaringer. Nogle har selv haft fysiske udfordringer – som den tidligere tømrer, der måtte erkende, at kroppen ikke længere kunne følge med. Andre har oplevet udfordringer i deres egen tilgang til arbejdsmarkedet, eksempelvis et turbulent ungdomsliv, hvor vejen til fast beskæftigelse ikke var ligetil.
“De her forskellige erfaringer og det arbejdsgiverne har med i bagagen, har en eller anden form for indflydelse,” konstaterer Peter Sohl Nielsen:
“Det er et forhold, nogle af dem trækker på. Men det er ikke arbejdsgivernes personlige erfaring eller personlig bagage, der udelukkende er den drivkraft, der ligger bag engagementet.”
Erfaring skaber tryghed – men også blindvinkler
Specialet peger også på store forskelle i arbejdsgivernes praktiske erfaring. Nogle virksomheder har haft virksomhedspraktikanter, løntilskud og fleksjob som en naturlig del af forretningsmodellen i mange år. Andre er relativt nye i gamet og har kun prøvet det af nogle få omgange.
De erfarne arbejdsgivere er generelt bedre til at håndtere den uforudsigelighed, der kan være i forløbene, mens mindre erfarne arbejdsgivere kan stille sig mere undrede i processen.
Erfaring kan dog også skabe blindvinkler. En arbejdsgiver med egen erfaring fra et svært ungdomsliv viste sig at have en særlig forkærlighed for at hjælpe unge mennesker – hvilket er positivt, men kan betyde mindre fokus på ældre arbejdstagere, der også kan have det svært.
Kløften mellem holdning og handling
Specialet bekræfter desuden tidligere forskning, der viser en diskrepans mellem holdning og handling.
Arbejdsgivere har generelt en positiv holdning til personer med bevægelseshandicap, og mange giver udtryk for, at de gerne vil ansætte folk med funktionsnedsættelser. Men handlingen følger ikke altid med i samme grad.
Specialet fra Aalborg Universitet viser, at der bag virksomhedsrettede forløb er flere faktorer i spil end arbejdstagers kvalifikationer. Arbejdsgivernes personlige baggrund påvirker også de enkelte ansættelser i virksomheden.